Tredje gang er lykkens gang

Foråret har kastet sig frådende over os. Vinbjergsneglene parrer sig tyst og indædt på trædestenene i havebedet og vore tredje Sorbus Vilmorinii står med blade, der roligt folder sig ud og afslører lovende blomsterknopper, som genert titter frem. Det vil også glæde Kirsten at høre.
Overraskelsen er de mange tulipanløg, som jeg satte i oktober. Jeg havde valgt to hvide sorter, en sort-hvis og en sort art. Indtil videre er det stort set kun de hvide, der er kommet frem, og de er vel nærmest Isabella- hvide. En enkelt spraglet strækker sig forsigtigt for at se OM de dog ikke er nogle artsfæller på vej i den anden ende af bedet?

I fuldt flor og hemmelige stier

Sneglene har bidt det fineste kniplingsmønster i bladet før det
foldede sig helt ud ... mon de har en tanke med det?

Og riddersporerne står rankt og konkurrerer om,
hvem der er smukkest




Den hvide insisterede på et forbryderbillede: en face



en profile ...



mens de blå ikke nedlader sig til den slags fjas
og bøjer hovederne i skam over
blomsterstandens skamløshed

og de første blomster titter frem på akebiaen




mens Vespa patruljerer ad hidtil uerkendte stier 

- og vores træ har det godt

I efteråret fik vi et nyt træ til erstatning for den hvide røn, som ikke kunne klare mosten på Vesterbro. Hele vinteren har vi været spændte på, hvordan vikaren skulle klare det, og nu hvor foråret for alvor har slået rødder, kan vi se resultatet:


her er Sorbus Vilmorinii for ca 10 dage siden ...
jeg må vist se at få taget nye billeder...

Vi har gennem de sidste to uger nydt og udnyttet vores mulighed for at sidde i haven ved enhver lejlighed ... man ved aldrig hvornår chancen byder sig, så det er om at slå til.

Vores Vespa har travlt med at afmærke reviret og slås med grænseløbere. Forleden aften vakte det voldsomt postyr, da naboens kat stillede sig truende an på den anden side af den låste havedør. Dér stod Vespa indenfor og Søs udenfor og opførte en drabelig kamp, akkompagneret af de vildeste katteskrig ...

Løjtnantshjerterne er også sprunget ud ...
ganske vist ikke hvide, men så står de til de cyklamenfarvede
pæoner, som har overlevet i mulden



- og endelig har vinbjergsneglene fundet et godt sted til deres liveshow ...
godt de er tavse, for der er mange af dem i haven :)

Sommerdrømme

Jeg holder et par dages ferie som erstatning for den påskeferie, som gik op i røg (aka arbejde), og har netop betalt depositum for den ferie på et pensionat uden for Berlin, som vi skal på.
De har i høj grad en 'haveudsigt' som slår vores ... ja, den er nærmest out-of-this-world ...

Forår, forår, kom nu snart. Vi har ventet længe ...

- vi vil ud og sole os, i de grønne enge, i de grønne enge ...
Det er stadig frysende koldt, men jeg har lige vandet haven for første gang, for at gøre det så godt som muligt for vores nye Sobus Vilmorinii.
Havegruset er fuldt af kattelort, og nogle teenagere er kommet til at spilde klistret frugtjuice for foden af trappen ... der er også skyllet væk, og kattelorten får et fur i weekenden.

Til gengæld står julerosen spædt og smukt og en enkelt erantis har overlevet omlægningen sidste år. Og minsandten om ikke også en række tulipaner har dukket sig for gartnerens greb, så skønt vi ikke fik sat løb i efteråret, så får vi lidt hemmeligt forår i baghaven.

Drømmen om forår ...

... skal snart i jorden.

Vi er så småt begyndt at tale om, hvilke vidunderlige løgplanter der skal i vores dejlige baghave, så vi kan fryde os gennem foråret (og måske også eftersommeren, hvor alt mest er grønt).
Der drømmes naturligvis om erantis og vintergækker. Men også vibeæg står højt på ønskelisten.
Dertil kommer små narcisser (de store har vi jo i forhaven og baghaven skal ikke være en kopi), måske duftende hyacinter, og så naturligvis tulipaner ... fra Tikøb måske?
Snepryd er bestemt også på tapetet ... men mon ikke vi holder os i hvidt, gult og blåt, når vi skal tale med Kirsten Havegud om det?
- og så må vi nok også se i øjnene at vi må have en ny clematis og måske en ekstra akebia til at dække det sidste stykke hegn.
Løgsætning osv. venter vi dog med til John F. har været her med et nyt Sorbus Vilmorinii i starten af oktober - så må vi se om det er mere villigt til at binde an med os ...

Som mester, så svend?

I så fald forklarer det en del.
Tirsdag kom tømreren for at sætte det lille vindue i over vores havedør (hjertesuk: hvis de nu havde gjort som jeg bad om i mailen, ville de have målt op, så vi havde fået en dør, som passede til åbningen i muren - nu har vi i stedet et lille (fint - jovist) vindue, som mangler overkarmen (der er gemt bag murstenskanten indenfor) - så dér bliver aldrig sat persienner eller gardiner op ...).
Dernæst skulle mureren komme og pudse sokkel på skuret, pudse det buede spejl over det fine, nye vindue, lægge en afluttende kant under dørtrinet, lægge mørtelfuge rundt om døren inde og ude.
Vi fik pudset sokkel på skuret, lagt en mørtelfuge under dørtrinet (vi havde talt om en kantløsning af en art), mørtelfuge rundt om døren på indersiden. Spejlet over døren havde tømreren dækket ind med en træplade, som var fint fuget og malet ... det var bare ikke dét vi havde aftalt med vores folk ...
Til gengæld brugte Thorbjørn tid på at fjerne mørtelkager på størrelse med hundelorte i forhaven, vaske gulvet efter mureren, gøre sit bedste for at få mørtelkager og fugemasse fjernet fra det fine slotsgrus i baghaven og i øvrigt bande over det unødige svineri og de manglende opgaver.
Dagen efter undrede jeg mig over den grå klump på ca 40 cm i diameter, der lå i beddet ... nåh, jamen det var da bare noget overskudsmørtel, der var blevet smidt oven i vores sarte rabarber. Den er nu blevet gravet nænsomt frem og de ca 1½ kg størknet mørtel fjernet.
Tja, hvis mester selv klatter, sviner og efterlader hele oprydningen til kunden, hvordan skal svenden så vide, at det kan gøres anderledes??
Behøver jeg fortælle at vi har besluttet at ordne de sidste fuger selv?
PS. fugekanten under dørtinet er så småt begyndt at smuldre i kanten, fordi den - surprise! - ikke kan holde til selv begrænset trafik ud og ind ...