Drømmen om forår ...

... skal snart i jorden.

Vi er så småt begyndt at tale om, hvilke vidunderlige løgplanter der skal i vores dejlige baghave, så vi kan fryde os gennem foråret (og måske også eftersommeren, hvor alt mest er grønt).
Der drømmes naturligvis om erantis og vintergækker. Men også vibeæg står højt på ønskelisten.
Dertil kommer små narcisser (de store har vi jo i forhaven og baghaven skal ikke være en kopi), måske duftende hyacinter, og så naturligvis tulipaner ... fra Tikøb måske?
Snepryd er bestemt også på tapetet ... men mon ikke vi holder os i hvidt, gult og blåt, når vi skal tale med Kirsten Havegud om det?
- og så må vi nok også se i øjnene at vi må have en ny clematis og måske en ekstra akebia til at dække det sidste stykke hegn.
Løgsætning osv. venter vi dog med til John F. har været her med et nyt Sorbus Vilmorinii i starten af oktober - så må vi se om det er mere villigt til at binde an med os ...

Som mester, så svend?

I så fald forklarer det en del.
Tirsdag kom tømreren for at sætte det lille vindue i over vores havedør (hjertesuk: hvis de nu havde gjort som jeg bad om i mailen, ville de have målt op, så vi havde fået en dør, som passede til åbningen i muren - nu har vi i stedet et lille (fint - jovist) vindue, som mangler overkarmen (der er gemt bag murstenskanten indenfor) - så dér bliver aldrig sat persienner eller gardiner op ...).
Dernæst skulle mureren komme og pudse sokkel på skuret, pudse det buede spejl over det fine, nye vindue, lægge en afluttende kant under dørtrinet, lægge mørtelfuge rundt om døren inde og ude.
Vi fik pudset sokkel på skuret, lagt en mørtelfuge under dørtrinet (vi havde talt om en kantløsning af en art), mørtelfuge rundt om døren på indersiden. Spejlet over døren havde tømreren dækket ind med en træplade, som var fint fuget og malet ... det var bare ikke dét vi havde aftalt med vores folk ...
Til gengæld brugte Thorbjørn tid på at fjerne mørtelkager på størrelse med hundelorte i forhaven, vaske gulvet efter mureren, gøre sit bedste for at få mørtelkager og fugemasse fjernet fra det fine slotsgrus i baghaven og i øvrigt bande over det unødige svineri og de manglende opgaver.
Dagen efter undrede jeg mig over den grå klump på ca 40 cm i diameter, der lå i beddet ... nåh, jamen det var da bare noget overskudsmørtel, der var blevet smidt oven i vores sarte rabarber. Den er nu blevet gravet nænsomt frem og de ca 1½ kg størknet mørtel fjernet.
Tja, hvis mester selv klatter, sviner og efterlader hele oprydningen til kunden, hvordan skal svenden så vide, at det kan gøres anderledes??
Behøver jeg fortælle at vi har besluttet at ordne de sidste fuger selv?
PS. fugekanten under dørtinet er så småt begyndt at smuldre i kanten, fordi den - surprise! - ikke kan holde til selv begrænset trafik ud og ind ...

... fra et ikke særigt hemmeligt brombærsted ...

På vej over Amager Fælled har jeg i en uges tid gjort holdt og ribbet nogle høje brombærbuske for de solmodne bær. Enhver, der har plukket brombær, ved, at det kan være en smertefuld affære, men efter tre plukkegange var høsten nået op på 1200 gram somodne og renseded brombær ... og så lige det kilo blommer, der stod og kedede sig i køleskabet: snitte, skylle, veje, fordele, regneregneregne ...

Udgangspunktet blev to typer marmelade: til venstre i min fars gamle, gule gryde: brombær med nelliker og appelsinskræl og -saft; til højre i min mors gamle, røde gryde: én del brombær, to dele blommer, to vaniliestænger og en lille deciliter slaveportvin ...

Efter en liiidt for lang kogning (jeg foretrækker at i det mindste nogle af brombærrene er hele, så man ved, hvad man får), lignede komfuret noget fra Lotte leger i køkkenet, men resultatet lod sig ikke ignorere ... nærige tre glas er bortskænket som gaver ... resten har jeg gemt et hemmeligt sted.

Garden living ...

SÅ fik jeg endelig sat kovser i hængekøjen øjer, målt op og sat reb med brandmandshager op ... og så ser det altså sådan ud, når man ligger med hovedet mod sydvest ...

... og med fødderne mod sydvest ... det er dejligt, at vi også har købt os et lille solsejl, så vi kan tage skarpheden af solen i baghaven, når det behøves ...

Glæder mig til at tage revanche med nogle feriedage, som aldrig blev holdt ... om jeg så skal ligge der i vinterstøvler og dunjakke!

Lille, men gylden høst

1. Man høster de 5 største rabarberstægler fra haven, smider hvepsene af de få abrikoser, som hænger ind over haven fra naboens grund, en stang vanille og ½ dl. rørsukker. I gryden med det og lad det simre 10 minutter.

2. Voila! og nu pyntet med dagens høst af skovjordbær.

3. Perfekt kompot til Thorbjørns panna cotta-desert ... og det er kun tirsdag!!

Ud i det fri ...

Døren kom i kort tid efter min fødselsdag, som var den første, festlige indvielse af haven. Der mangler stadig en ruden over døren og en del finish, men det bliver ordnet i uge 36 ... efter planen.
Døren går fint op og i og er efterhånden Vespas foretrukne adgangsvej til huset. På den måde behøver hun ikke gå med halsbånd.
Inden for døren står en kasse med tæpper, som er lige til at nappe, hvis der bliver koldt i haven. Vi er efterhånden overbeviste om, at vi skal lave en grøn havestue i gennemgangsrummet, så vi kan nyde de hortonomiske glæder året rundt.

 Eftersommerens clematis står fint og smiler ud til parkeringspladsen - det må den gerne, bare den husker at vokse.

I bedet har der sneget sig en tallerkenslikker ind. Første blomst hænger vissent under bladene, og den får lov at være her på tålt ophold. Kun snerleskuddene møder ingen nåde.

Oprindelig var det sidste sommers regnskyl og kælderoversvømmelse, som satte endegyldigt gang i arbejdet med haveomlægningen.
Feriens regnskyl har sat det nye koncept med grus i haven på prøve. Og underlaget bestod: vi får store fine pytter, som synker ned. På den måde sætter gruset sig også, så vi slipper for at have Vesterbros største kattebakke. Desværre var der liiige en lomme for enden af grundmurssikringen, som slugte 5-7 liter grus og gav os et fint hul. Det kommer John F og fylder op en af dagene ligesom han også lige smider lidt extra grus på de steder i haven, hvor det har sat sig grundigst.

Salvien og den ene timian kan ikke rigtig finde sig til rette - de må finde mere hårdføre afløsere næste år.
Til gengæld nyder det gamle paradistræ, som vi fik af Tore og Ida helt tilbage i 90'erne, mens vi stadig boede på Fætter Kaj Vej, de nye omgivelser i fulde drag. Godtnok siger Thorbjørn at han ikke vil have krukker i haven ...



Og endelig er der vores fine skovjordbær. Vi plukker en lille håndfuld hver 3.-4. dag og de smager himmelsk. Lige nu står de beskyttende om den aflægger af min mors gamle brombærbusk, som min gode svigermor har passet så godt på i sin have.

Så småt på vej tilbage til hverdagen ..

På engelsk hedder det strawberries, på dansk jordbær ... briterne har tilsyneladende fundet en måde at undgå at få jord på bærrene. Inspireret af det har jeg strøet lidt barkflis ud under vores nye skovjordbær, som står op af et dejligt varmt plankeværk ... gad vide om vi skal kalde dem 'barkbær' så??

Under trappen (som får sin dør i næste uge - jaaah!) står nogle akelejer og storkenæb ... hvis ellers jeg kan min lommebotanik. Farven er ikke helt som planlagt, men hvor ER de dog kønne ... mon jeg skal snige dem om i beddet i forhaven, hvor der er plads til og behov for lidt supplering og udskiftning??

Vores nye ven Akebia tager sig kærligt af rønnen, som ikke vil komme i vækst ... det har været for tørt for den, så planen er at få en ny til efteråret ... trist, for vi var ellers lige ved at blive gode venner.

Til gengæld er løvefoden gået i os med træsko på: det strutter og breder sig og springer ud om et lille øjeblik. Den står i øjeblikket som den ukronede, milde konge i beddet, fint ledsaget af dronning Vinca, som blinker skælmsk med de blanke, grønne blade. Vores private hofnar, Vespa, springer rundt, op og ned og skaber den største uro og commotion i de statelige stauders rækker.